Social stress – den værste af alle

23/08-2015

Der findes mange former for stress og mange former for stressfaktorer. De har alle én ting tilfælles: De er skabt for at løse midlertidige vanskeligheder.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

Meningen med stressreaktioner er at øge muskelstyrken, så man bliver i stand til at klare de problemer, man møder.

Man skal kunne forsvare sig bedre, når man bliver angrebet. Man skal kæmpe hårdere i konkurrencen om mad eller en mage. Og man skal kunne flygte på stærkere ben, når man bliver bange.

Kroppen finder al sin opsparede energi frem fra sine lagre og giver den til musklerne. I en stresssituation kan man næsten fordoble sin fysiske styrke.

Det er på den måde, vi mennesker og dyr løser midlertidige problemer. Det er et sindrigt system, der er udviklet over millioner af år, og som sikrer, at vi ikke spilder vores energi unødvendigt. Energi kræver næring, og den har altid været en mangelvare undtagen for de mennesker og dyr, der lever i det moderne samfund.

Konflikter er naturlige

At der opstår konflikter, som aktiverer stressreaktioner, er helt naturligt for mennesker ligesom for vores hunde og alle andre dyr, der lever i grupper.

Når man nogle gange bliver uenige, er årsagen, at det er helt normalt at have modsatrettede interesser og konkurrere – som for eksempel når to gruppemedlemmer begge vil have den samme mad, soveplads eller partner. Det er en indbygget del af systemet, når man lever sammen i en gruppe – det hører med.

Det er måden at løse konflikter på, der er det vigtige.

Hos os mennesker handler det mest om, hvordan vi kommunikerer, hvordan vi vælger vores ord, og hvilke kompromiser vi er villige til at indgå. En løsning kan også findes af andre personer, som beder os om eller truer os til at holde op med at være uvenner og blive enige. For mange konflikter kan nemlig ødelægge gruppens sammenhold, samarbejde og effektivitet i overlevelsens svære kunst.

Når det gælder ulve, er der i tidens løb opstået naturlige metoder til løsning af konflikter.

En ulveflok er en familie, som består af beslægtede individer i forskellige aldre – nemlig mor og far samt overlevende unger fra forskellige kuld. Allerede derfor er der en indbygget forsikring mod alvorlige konflikter. Et individ, der gentagne gange skaber konflikter, eller som udsættes for mange trusler og irettesættelser, kan vælge at forlade gruppen, hvilket er en almindelig løsning. At vise tydelige signaler på underkastelse er en anden løsning i en konflikt, og ulve har et tydeligere kropssprog end hunde.

Fanget i indhegningen

Nogle gange er det umuligt at løse problemet ved hjælp af det sociale samspil, men det sker næsten altid kun i livssituationer, som er unaturlige.

Dyr i zoologiske haver er et klart eksempel. I disse grupper opstår der ofte stressproblemer, især hos de rovdyr, der normalt lever i familiegrupper, som for eksempel ulve.

Det samme sker for mennesker, som oplever mobning i skolen eller på arbejdspladsen. De er fanget i en unaturlig indhegning på samme måde som dyr i en zoologisk have.

Sådan er det også for hunde. Hvis de udsættes for irettesættelser, trusler og andre former for aggressivitet af ejeren, kan de ikke forlade familien.

Det sker, når hundeejere er autoritære, har stærke krav om disciplin og ofte bruger straf. Det hjælper heller ikke på situationen at signalere underkastelse. Det vil blot føre til, at hunden udsættes for flere gentagne irettesættelser igen og igen. Det betyder, at den stress, som hunden i kraft af sin natur skal kunne klare, bliver langvarig og unaturlig.

Langvarige konflikter fører til det, man kalder social stress. Det er en meget belastende form for stress, hvis ikke den værste. Årsagen er, at det ikke handler om den tilfældige stress, som vi og dyrene er udrustede til at klare. Samtidig er de naturlige metoder til løsning af konflikter sat ud af spillet – for eksempel kan en hund ikke bare forlade familien.

Venlighed er vigtig

Hunde er genetisk programmerede til normale sociale relationer – især gennem deres arv fra ulven. Alle former for venlighed i forholdet til andre er ikke kun positive, men også naturlige og en forudsætning for sammenhold og samarbejde i den vilde natur.

Det er grunden til, at jeg bliver ved med at gentage, at man skal være venlig mod sin hund – og jeg vil fortsætte med at gentage det, så længe jeg kan.

Læs flere artikler af Anders Hallgren