Man skal have stærke vinger

22/12-2015

Din ideologi er din holdning til det levende miljø. Det er den, som blandt andet fortæller dig, hvordan du skal se på og behandle dine medmennesker og de dyr, du har ansvaret for. Den farves ofte af, hvordan du selv blev behandlet, da du var lille, og under din opvækst.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

 

Børn har generelt en varm og kærlig indstilling til dyr – især til deres egne dyr. Kompromisløst er de på dyrenes side og forsvarer deres ’plejebørn’ mod kritik og eventuelle trusler.

De ville aldrig skade et dyr med vilje og behandler dem med kærlighed.

Englevinger

Den kærlige ideologi er som en engels vinger. De beskytter og omslutter det, som barnet værdsætter så højt og forsvarer med så opofrende en styrke. Barnets ideologi er den sande vare – det ægte.

Den følger med under udviklingen gennem årene, og teenageren forbliver tro mod sine idealer og sin kærlighed til hundene.

Noget sker undervejs

Det triste er, at der sker noget undervejs, når år lægges til år, når dagene bliver til uger, som snart bliver til måneder, som bliver til tiden, der går. Den unge glemmer sin ideologi, sine opofrende følelser og sine idealer for dyrene. Mere realistiske tanker tager over. Det hele er ikke længere så enkelt som hundrede procents kærlighed og ingen kompromiser.

Nye interesser, succes i konkurrencer, berømmelse og penge fylder mere og mere, og kærligheden til hunden kan få det lidt trangt for nogle mennesker.

Nogle gør deres kære hobby til deres rigtige arbejde og begynder at arbejde med hunde på en eller anden måde. Måske begynder de at opdrætte hunde, de starter en kennel eller en dagpleje for hunde, eller de træner hunde til at løse forskellige opgaver. Men man må arbejde hårdt, for at det kan betale sig at tage sig af mange hunde hver dag.

Vingerne svigter

For mange bliver arbejdet en rutine. Man passer hundene mere som et arbejde end af kærlighed. Med tiden forandres den kærlige ideologi fra dengang, man var ung. Den svækkes i mødet med hverdagens alvor. Mange hunde, som har brug for mere kontakt, mere kærlighed og mere opmærksomhed, synes man efterhånden, er besværlige.

Man tager oftere genveje. Man forsømmer dem, der har brug for kontakt, man skubber dem væk, der har brug for kærlighed, og man bliver vred på dem, som behøver opmærksomhed. Ideologiens vinger, som tidligere var stærke og vigtige, bliver svagere og svigter.

Det sker ikke bevidst. Det sker, uden at man vil det, og uden at man tænker over det. Og som tiden går, bliver det en del af ens personlighed.

Hænger vingerne på horn

Den dag nærmer sig, hvor man ubønhørligt ofrer sin ideologi og lader fremgang, berømmelse og penge blive vigtigere end kærligheden til dyr. Det er ikke kun i hundeverdenen, det sker. Vi ser det også på børnehjem, i dyreparker og alle andre steder, hvor man tager sig af levende væsener.

Man hænger sine vinger – sin ideologi – op på fremgangens, berømmelsens og mammons (pengenes) horn. Man lader noget andet blive vigtigere.

Stærke vinger

For at kunne beholde sin ideologi og sine idealer hele livet skal man kende dem. Jeg startede mit arbejde med hunde af ren kærlighed. Faktisk syntes jeg bedre om hunde end om mennesker. De var ikke komplicerede at omgås, og man kunne komme dem så nær.

Da jeg senere opdagede, hvilke fine regler og værdier der styrede dem, blev jeg imponeret. De ville aldrig angribe eller bide en, som underkastede sig. De ville aldrig falde nogen i ryggen. De, som tilsyneladende var bange for mennesker, var ikke bange, de følte sig bare truede af uforstående menneskers kropssignaler.

De, som man sagde var aggressive, var det ikke. De havde bare brug for venlig træning, eller de var syge og havde ondt og var derfor irriterede. De, som var bange for skyderi og andet, var ikke ’mentalt svage’, som man sagde. De havde bare brug for at lære, at det ikke var farligt, og forsigtigt blive vant til det skræmmende.

Vigtige vinger

Noget af det første, jeg sagde til mig selv, var, at jeg aldrig ville bruge nogen form for vold mod nogen hund. Jeg definerede min ideologi, sørgede for, at vingerne sad, hvor de skulle, og lovede mig selv, at jeg aldrig ville gå på kompromis på det punkt. Jeg ville aldrig hænge mine vinger på et horn.

Når man har gjort sig bevidst om sin ideologi, sat ord på den og sværget på, at man aldrig vil lade sig friste til at vige fra den, så finder man styrke i den. Så er man kompromisløs. Så betyder hunden altid mere end fremgang, berømmelse og penge.

Sådan er jo også hundens vinger – din hund vil aldrig svigte dig, aldrig fravælge dig, aldrig ofre sin kærlighed til dig for noget andet. Og hunden har ikke engang formuleret sin ideologi – den er der bare, den er hundens sjæl.

Læs flere artikler af Anders Hallgren