Indlært hjælpeløshed – det går stærkt

29/09-2015

Jeg har set det mange gange – hunde, der bliver hjælpeløse. De giver op, fordi de ikke kan påvirke deres situation eller deres omgivelser. I stedet bliver de indadvendte, passive og stille og kan nærmest hverken ses eller mærkes.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

Det gør mig lige ondt, hver gang jeg ser en hund på den måde, for jeg ved, hvad de gør – de sover deres liv væk. De er holdt op med at håbe, holdt op med at vente og holdt op med at tro.

De har givet op, besejret af menneskets magt til at fratage dem evnen til at tage initiativer. De har mistet følelsen af samhørighed med familien og livsglæden.

Hunden X

Jeg kalder hende bare for X, for jeg kender ikke hendes navn – og jeg vil heller ikke vide, hvad det er, for jeg vil undgå at komme for tæt på hende rent følelsesmæssigt. Sker det, ved jeg, at jeg bliver nødt til også at reagere.

Jeg har set hende, siden hun var hvalp. Hun er en blandingshund med store, lidt skelende øjne og et glad ansigt. Da hun var lille, bar ejerne hende rundt overalt og viste hende frem. Hun erobrede alles hjerter med sit udseende og sin hvalpeagtige facon og var centrum for al opmærksomhed.

Månederne gik, og hun blev unghund med sin egen vilje – og så var hun ikke længere så charmerende. Familiens børn undgik hende, for hun hoppede op ad dem og trak i snoren. I stedet blev hun lukket inde på grunden og kom mindre og mindre ud.

Et tomt blik

En unghund, der er fuld af energi, er svær at holde indespærret i længden, og hun begyndte at stikke af. Så blev hun bundet fast til et træ. Hun gøede og peb i starten, men blev bragt til tavshed med fyråb og truende stemmer.

Familiens børn holdt op med at tage sig af hende, og de voksne virkede mest, som om hun var i vejen og besværlig.

Da hun var omkring et år gammel, blev hun tavs og forvandlede sig med et slag til en gammel, gammel hund. Når jeg går forbi og kigger på hende, ser hun bare på mig med et tomt blik og rører sig ikke. Det virker, som om hun har lært, at uanset hvad hun gør, så hjælper det ikke. Hun straffes for hvert et initiativ, hun tager.

Det tager kun få måneder

Martin Seligman er den amerikanske forsker, som opfandt begrebet ’indlært hjælpeløshed’. Hans forsøgsdyr var først og fremmest hunde, og ifølge hans bog om emnet har netop hunde specielt let ved at lære at blive hjælpeløse.

De fleste symptomer på indlært hjælpeløshed er de samme som på en depression, og der er teorier om, at det er præcis, hvad sådan en hund lider af.

At det kan gå meget hurtigt med at gøre en hund hjælpeløs som en del af et forsøg, er vel til at forstå. Men at det kan gå næsten lige så hurtigt for en hund, der lever hos en almindelig familie, kom bag på mig.

Hård opdragelse

Hjælpeløshed og håbløshed er resultatet af alt det negative, som et individ møder i sit liv. Specielt kan det sociale samspil i en familie påvirke hunden voldsomt.

Råben og straf samt høje krav om lydighed og underkastelse er metoder, der er mest effektive til at gøre en hund hjælpeløs. Og desværre er det netop den passive, lydige hund, der aldrig tager initiativer, som mange ser som et ideal.

Positivt miljø

Det er vigtigt at være klar over, hvor nemt det er at gøre en hund passiv og opgivende. Vi skal undgå for meget kontrol, for mange korrektioner og indespærring af hunden. I stedet skal vi aktivere vores hund med gåture og træning, og vi skal sørge for, at det er sjovt – også for hunden.

Måske er der ingen, der kan hjælpe hunden X, selvom jeg vil forsøge at tale med ejerne – igen. Og igen.
Men jeg har en fornemmelse af, at deres bekvemmelighed gør dem døve – og at de ikke forstår, hvad jeg mener. Uanset hvordan det kommer til at gå hende, bør vi hjælpe hinanden med at sørge for, at så få hunde som muligt bliver hjælpeløse.

En hund lever ikke ret længe, så det gælder om at give den et liv i et positivt og tolerant miljø, hvor der selvfølgelig også er grænser. Og det er faktisk nemt!

Kilder:
Anders Hallgren, ’Problemhund og hundeproblemer’, Forlaget Tro-fast, 2009
Martin Seligman, ’Hjälplöshet’, Aldus/Bonniers, 1976

Læs flere artikler af Anders Hallgren