Glem alt om lederskab

08/04-2016

Er du en af dem, der anser lederskab for at være vigtigt? I så fald er det på tide at tænke anderledes, for det er bare en myte. ’Mangel på lederskab’ som årsag til problemadfærd er en uvidenskabelig diagnose, og forhåbentlig vil den snart forsvinde.

Af psykolog og hundepsykolog Anders Hallgren

At være leder for din hund har adfærdsmæssigt intet at gøre med magt eller med at straffe og kontrollere hunden.

Gammel forskning

Det er studier, der stammer fra 1920’erne og senere, der har givet os opfattelsen af, at der i en gruppe af sociale dyr er en rangorden, som er baseret på magt. Dengang blev det understreget, at de dyr, som har den højeste rang, også er dem, der bestemmer mest, og som får mest at spise og andre fordele. Man påstod altså, at det var den stærkes ret, der var gældende.

Men biologer har været uenige. Man har helt bestemt set en del aggression i de grupper af dyr, man har studeret. Man har desuden set, at de stærkeste og mest aggressive individer tilsyneladende var dem, som også havde mest magt i gruppen. Men man har også set præcis det modsatte, nemlig at dyr med høj status ikke var aggressive og brugte unødvendig magt mod de andre. Hvordan kan det være, at dyr af samme art opfører sig så radikalt forskelligt?

Forklaringen

Det var blandt andre den amerikanske biolog Thelma Rowell, som satte fingeren på, hvorfor forskellige studier kunne give så forskellige resultater. De observationer, som viste, at dyrene var rangordnede efter, hvor aggressive de var, var udført på dyr i fangenskab.

Studier af vildtlevende dyr gav helt andre resultater. For eksempel fremhævede biologen Adolph Murie allerede i 1940’erne, at der i en vild ulveflok, han undersøgte, stort set ikke var nogen form for indbyrdes aggression. Tværtimod påpegede han, at det var slående, hvor kærlige og fine deres relationer var.

Frihed eller fangenskab

En dyreflok i naturen, som for eksempel en ulveflok, er jo en familie. Den består af mor, far og unger fra forskellige kuld, som har overlevet, og som er blevet hos eller vendt tilbage til familien efter at have været væk i en periode. I et mindre antal familier er fremmede ulve blevet ’adopterede’.

Her er sammenhold en vigtig faktor for flokkens overlevelse, og enhver konflikt risikerer at svække gruppen. Derfor er der meget sjældent kampe mellem ulvene i en familie.

I dyreparker har dyrene ikke valgt, hvem der skal indgå i gruppen, så det er ofte en samling ubeslægtede individer. Aldersfordelingen er unaturlig med for mange individer i samme alder. De kan ikke vælge at gå deres vej, så de tvinges ind i en gruppe, som måske har dårlige sociale relationer. De får sjældent eller aldrig mulighed for at jage, så de er konstant understimulerede. De har heller ikke brug for hinanden for at overleve.

Myter om rangorden og lederskab

Det er fra de gamle studier, vi har fået den opfattelse, at vi indgår i en rangorden med hunden, og at det er vigtigt, at vi er i toppen af hierarkiet. Det har ført til en del underlige myter, som der ikke er noget belæg for. Fordi mennesker sædvanligvis stræber efter en højere status – i det mindste i vores arbejdsliv – har vi menneskeliggjort vores hunde og troet, at hunde også gør det.

Konklusionen er derfor blevet, at hvis du er for flink mod din hund, så vil den avancere op ad rangstigen.
Til den måde at ræsonnere på hører også forestillingen om, at hvis hunden er ulydig, så viser den trods og tester vores lederskab.

Desuden skulle det ikke alene være rigtigt, men også anbefalelsesværdigt at straffe hunden, når den er ulydig, for på den måde viser vi, at vi er ledere.

Vi har forskellige hundesyn

Folk, som har et mere hårdt syn på hunde, har naturligvis købt det koncept ordret – det passer dem jo som fod i hose:

• Når de er autoritære mod deres hunde, kan de retfærdiggøre det med, at de er gode ledere.

• Når de ofte straffer deres hunde, kan de retfærdiggøre det med, at de bare viser lederskab.

• Når de ikke tillader deres hunde ret meget – de ser helst, at hundene er passive og ikke ses og høres for meget – opretholder de bare et korrekt lederskab – set med deres egne øjne.

Diagnosen på en problemhund bliver for dem ’dårligt lederskab’, og derfor er behandlingen at udøve lederskab – det vil sige at straffe hunden og være hård.

TV-programmer om hundetræning har næsten allesammen understreget lederskabets betydning, så naturligvis tror alle, som har set programmerne, at lederskab er vigtigt – TV kan jo ikke tage fejl, eller …

Moderne etologi

Biologer, etologer, psykologer og flere andre har i mange år forsøgt at belyse det forkerte i alt det med lederskab. Men vi har haft svært ved at få budskabet ud, på trods af at vi er blevet ved i mange år.

Faktum er, at der stadig findes etologer (og andre), der skriver i hundeblade, og som på gammeldags manér betoner vigtigheden af et stærkt lederskab.

Den model, som vores hunde har bedst af, og som giver plads til deres personlige udvikling, er naturligvis den naturlige: dyr i frihed. Den bygger på kærligt sammenhold, hvilket indebærer, at vi ikke skal lade vores dårlige humør gå ud over hunden. Vi skal ikke straffe den og råbe af den. Vi skal ikke have nogen form for prestige og tro, at hunden vinder over os, hvis den knurrer, eller hvis den vinder i en trækkeleg og den slags ting.

Fangenskabsmodellen er hundene jo ikke skabt til, selvom de lever i en slags fangenskab med os. Men de holder det tilsyneladende ud.

Lærere – ikke ledere

Når det gælder almindelig opdragelse og træning af forskellig slags, handler det ikke om os som ledere og hunden som underordnet.

Det handler helt enkelt om, at vi påtager os rollen som lærer og forsøger at vejlede hunden til at lære en bestemt færdighed. Selv det at træne forbud kan man gøre på en positiv måde uden at hæve stemmen og se vred ud.

Forældre – ikke ledere

Hos vildtlevende hundedyr som for eksempel ulve er det ikke så meget en lærerrolle, de ældre har. De er mest af alt forældre og viser med deres opførsel, hvordan man fungerer allerbedst.

Du kan slappe af

Alt det her betyder, at du ikke behøver være nervøs for, at hunden skal ’overtage magten’, og at du overhovedet ikke behøver ’tage fat og vise, at det minsandten er dig, der bestemmer’.

Og når du træner, så kan du have lommerne fulde af godbidder – hvis du vil. Og du kan være flink og kærlig hele tiden. Det er ovenikøbet helt i orden at forkæle hunden, hvis der bare er visse grænser, så den ikke generer andre.

Læs flere artikler af Anders Hallgren