Sådan hjælper du din pubertetshund

08/04-2016

Når din hvalp kommer i puberteten, vil der uundgåeligt ske store forandringer i dens opførsel. Den er ikke længere kun sød og nuttet, men også noget af en prøvelse. Men bare rolig – det er helt normalt, og hvis du hjælper din hund gennem denne svære periode på en ordentlig måde, vil I for alvor få knyttet tætte bånd.

Af Betina Sabinsky, professionel adfærdsbehandler og dyreinstruktør, DogWise

Det er med unghundens pubertetsalder, som det er med børns teenagealder – nogle elsker den, nogle frygter den, og nogle lærer at leve med den.

Vi ved inderst inde, at det kun er en periode, men den kan sætte selv den mest erfarne hundeejers tålmodighed på en gevaldig prøve undervejs.

Hormonerne pumper

Ungdomsfasen, som varer fra omkring seks til 18 måneder, afhænger af race og blanding af racer og er samtidig meget individuel. I den periode bliver hundens hjerne pumpet fuld med en kæmpemæssig mængde hormoner, og det påvirker naturligvis adfærden. Unghunden er under konstant fysisk forandring, samtidig med at den på mange måder mentalt stadig er en hvalp.

Hos hanhundene øges testosteronproduktionen, og det kan give dig udfordringer i møder med andre hanhunde. Hos tæverne kan den forhøjede produktion af østrogen og progesteron skabe en irritation mod andre hunde samt et øget ressourceforsvar. Selv den mest sociale og nemme hvalp kan forandre sig drastisk under hormonperioden og blive til en reaktiv, ressourceforsvarende og totalt forstyrret unghund.

Vær forberedt

Desværre er det lige i denne periode, at mange unghunde bliver omplaceret og indleveret på internater rundt omkring i Danmark. Det er derfor vigtigt med information om, hvad der sker inden i din hund, og hvordan du bedst kan komme ud på den anden side.

Du har måske haft hund før, men fået dårlige råd, eller også har du aldrig oplevet det før med dine andre hunde. Og hvis du er førstegangshundeejer, så er det ikke sikkert, at du ved, at også hunde kommer i puberteten, og har viden om, hvordan du bedst kan håndtere din hunds adfærd i den periode.

Undgå konflikter

Unghunden vil handle anderledes, end da den var hvalp eller som voksen, i mange situationer.

Unghunden handler både ud fra den forandring, der sker, fysisk og psykisk, inde i dens krop, samt ud fra den udvikling, den gennemgår, i at prøve at forstå relationer med omverdenen. Det er primært relationen med dig og resten af familien, men også med de mennesker og de hunde, som færdes i dens miljø.

På mange måder ligner unghundealderen vores teenagealder – omend adfærden er anderledes, så er det helt den samme hormonelle forandring, der sker i kroppen. Det er vigtigt at huske på, for lige i denne periode kan du få tudet ørerne fulde af formaninger om, at du skal sætte din unghund på plads og vise den, hvem der bestemmer. Og hvis du har eller har haft teenagere i huset, så ved du, at det ikke hjælper at få konflikter – det gør bare det hele endnu værre.

Hvad sker der?

En unghund vil gerne udforske miljøet mere og har en tendens til at reagere med en højere intensitet og en større anspændthed på andre hunde og mennesker. De kan blive mere frygtsomme i perioder og være bange for ellers helt normale ting. Det kan være en bil, der holder ’forkert’, en plastikpose, der er blæst ind i haven, eller fugle, der flyver for tæt på. Den begynder at knurre og gø i haven, når nogen går forbi, eller når der kommer gæster. Din hund er med ét forandret.

Den unge hvalp gør alt for at skabe en god relation til dig, fordi den har behov for din omsorg, mens unghunden er mere fokuseret på verden omkring sig. Der sker et helt naturligt skift. Hundens fokus ændres fra at koncentrere sig om dig til at undersøge og udforske alt det, der findes i dens miljø. Det er ikke anderledes end vores egen udvikling fra at være barn til at blive voksen. Men det kan være ekstremt frustrerende og bekymrende, og det kan få os til at handle uhensigtsmæssigt.

Det er naturligt

Lad mig først slå fast med syvtommersøm: Unghundens opførsel handler ikke om at tage magten fra dig eller overtage styring og kontrol i hjemmet.

Perioden er styret af hormoner og den helt naturlige udvikling, der ligger i at forsøge sig frem, overvinde forhindringer, opbygge selvsikkerhed, skabe sociale relationer og finde ud af, hvem den er, og hvilket forhold den har til dig og resten af sin familie.

At leve med en unghund

Først og fremmest skal du minde dig selv om igen og igen, at der er tale om en periode. Din hund vil blive roligere med alderen. Indtil det sker, kan du hjælpe din unghund igennem perioden ved at støtte den på forskellige måder.

Stimulering og aktivering

Du kan hjælpe din hund, og dig selv, ved korrekt stimulering og aktivering.

Jeg plejer selv at sørge for at gå ture i nye miljøer og give min hund mulighed for at udforske og undersøge omgivelserne. Gå gerne i kuperet terræn, skov eller bakker, så din hund får brugt sine muskler naturligt. Det handler ikke om at gå langt, men om at gå på opdagelse sammen.

Balanceøvelser og motoriske øvelser øger din hunds kropskontrol og giver samtidig en skøn mental og fysisk træt hund.

Sjove balanceøvelser

  • Op på noget (lavt til at starte med)
  • Gå balance (bredt til at starte med)
  • Gå igennem noget (bildæk, ens ben m.m.)
  • Hoppe over noget (ikke for hvalpe og ellers lavt)
  • Gribeøvelser (grib for eksempel en godbid eller noget legetøj).

Sjove styrkeøvelser

  • Trække i noget (for eksempel små træk som i en trækkeleg)
  • Op med forpoterne på noget (op ad et stakit, en væg, et træ eller andet)
  • Krybe under noget (højt til at starte med)
  • Skubbe noget (for eksempel skubbe en stor bold).

Træn med din hund

Træn din hund løbende. Træning og læring stopper aldrig.

Der kan være øvelser, som du bør fokusere mere på end andre, og som er vigtige lige nu for dig og din hund. Det kan for eksempel være, at du skal lægge mere vægt på at lave sjove indkald, så din hund vil elske at komme, når du kalder, i stedet for at øve ’sit’ og ’dæk’.

Leg med din hund

Leg, som du ville lege med et barn. Vær fjollet, glad og engageret, når du leger.

Det kan eksempelvis være trækkelege med legetøj eller jagtelege, hvor I skiftes til at prøve at fange hinanden. Hunde elsker den leg.

Leg er livsfremmende og styrker jeres positive relation til hinanden.

”Men må jeg gerne lave jagtelege og trækkelege med min hund?”

Ja!

”Men udvikler det ikke dominans og aggressivitet?”

Nej!

Hvis du leger i for lang tid, kan din hund godt blive overgearet. Giv din hund noget at tygge på, et tyggeben eller andet, som tager tid. Det øger udskillelsen af beroligende hormoner. Næste gang du leger, så sørg for at stoppe legen tidligere, og afslut altid med et tyggeben eller en Kong med fyld i kurven.

Ros din hund

Under puberteten kan vi have en tendens til at fokusere på alt det, hunden gør forkert, og det, vi ikke ønsker.

Husk at rose din hund hver dag, mange gange, for alt det, din hund gør, som du ønsker. Når den lægger sig roligt ned. Når den hilser på mennesker uden at hoppe op. Når den ikke gør i haven, når nogen går forbi. Og når den ikke trækker på gåturen. Husk også at rose den for bare at være dejlig, smuk, sjov og fræk. Giv minimum 10-15 gratis godbidder hver dag for bare at være skøn.

Lad være med at skælde ud. Brug i stedet ignorering og afledning. Det vil sige, at du får hunden til at blive så vildt interesseret i noget andet, som du tilbyder, at den glemmer alt om at tygge i bordbenet, trække i dugen, eller hvad den ellers har fundet på af narrestreger.

Den rigtige socialisering

Socialisering er vigtig, men det er endnu vigtigere, at du vælger den rigtige socialisering for din hund. At slippe sin hund løs til fri hundeleg med fem til ti – eller flere – andre løse hunde er direkte uansvarligt og kan skabe varige sociale problemer. Rigtig mange hunde har det direkte dårligt sammen med for mange hunde på én gang. De prøver at få hjælp fra ejeren, men får ingen, og det er et alvorligt tillidsbrud.

De fleste aggressionsproblemer udspringer fra en følelse af usikkerhed og utryghed. Unghunden kan lige pludselig få en følelse af frygt, som den ikke har vist før i samme situation. Såfremt din hund oplever dette mere end én gang og ikke får hjælp, vil den lære at håndtere situationen på sin egen måde, som oftest er forøget aggressivitet.

Sørg for, at din hund møder rolige og venlige hunde, hvor du kan se, at din hunds signaler bliver respekteret. Hjælp din hund, hvis du kan se, at den ikke bryder sig om legen eller mødet. 

Få hjælp

Kontakt en professionel adfærdsbehandler, hvis der er en adfærd, der bekymrer dig, og du ikke ved, hvordan du skal håndtere den. Selvom unghundens vilde periode går over igen, kan den problematiske adfærd blive værre, hvis du håndterer den forkert.

Den uundgåelige periode fra hvalp til voksen hund kan være en prøvelse, men den er også ekstremt sjov.

Positive redskaber og visheden om, at den på mange måder trods alt er midlertidig, vil få dig og din hund igennem og ud på den anden side, hvor jeres relation forhåbentlig bliver stærkere end nogensinde før.

Kilder:

Læs også:

Din hvalp skal ikke sættes på plads
Lad være med at stresse din hund
Sådan får du hunden ned i gear
Lad din hund snuse på gåturen

 




Se flere nyheder

 Kurv: 0 vare(r)
Indkøbskurv

NYHEDER

rekordmange protester mod dyretransporter22/09-2017
1 million underskrifter mod de lange og smertefulde dyretransporter i Europa
Læs mere
Store Hestedag i weekenden31/08-2017
Store Hestedag (med hunde) afholdes 2. og 3. september i Roskilde
Læs mere
Nyt nummer af Dyrefondets blad er udkommet21/08-2017
Blad nr 4, 2017 er nu tilgængeligt digitalt samt i trykt udgave
Læs mere
Første ulveunger i Danmark06/07-2017
8 ulveunger i Vestjylland
Læs mere
Vibeke Haslund om ansvarligt ejerskab28/06-2017
Dyrefondets direktør skriver lederen i Berlingskes tirsdagstillæg og webside om familiedyr
Læs mere
Nyt nummer af Dyrefondets blad er udkommet02/06-2017
Blad nr 3, juni 2017 er nu tilgængeligt digitalt samt i trykt udgave
Læs mere
Husk Fuglenes Dag 28 maj24/05-2017
DOF afholder arrangementer i hele landet
Læs mere
Med Dyrefondet til Sri Lanka19/05-2017
Stadig ledige pladser på Dyrefondets store læserrejse
Læs mere


Dyrefondet - Ericaparken 23 - 2820 Gentofte - Tlf. 39 56 30 00 - E-mail post@dyrefondet.dk